|
Traditionen tro, var der igen i år indlagt en frilufts-rystesammen-tur i slutningen af august måned. Her gik turen, ligesom de seneste par år, til Fruelundparken i Øster Hurup.
Fruelundparken er et tidligere sommerland, som for mange år siden blev nedlagt.
Dens tidligere status som sommerland, var da også til at få øje på, eftersom gamle rutsjebaner, minigolf baner og lignende stadig prydede landskabet.
Onsdag var dagen vi skulle derhen... og turen kom til at kræve benmuskler, ømme baller og en enkelt punktering. Transporten foregik nemlig på cykel, mens bagagen blev fragtet derhen via bus.
Selve turen, som var ca. 36 km lang, blev dog hurtigt overstået, og alle nåede sikkert frem til parken, som hurtigt blev inspiceret. Herefter blev lejren slået op og det gode humør fundet frem, inden grillmaden kunne blive serveret til de sultne maver.
De følgende par dage gik herefter med at hygge, bade, snakke med sin gruppelærer, lege, se FCK spille sig i Champions League, spise og alt muligt andet, inden det blev fredag og vi skulle vende cyklerne den modsatte vej. |