Første skoledag
Mandag, 16. august 2010 14:53

Efter at have ligget stille hen i et par uger, blev søndag den 15. august starten på skoleåret 2010-2011, hvor vi bød 86 nye og 28 2.års elever velkommen. Alle 114 tilmeldte elever mødte op - og hermed har vi en fuldt booket skole.

For forældrene, gjaldt det om at få sendt deres børn afsted på en god måde, og sikre sig at de fandt sig til rette i deres nye omgivelser.


For eleverne, gjaldt det om endelig at skulle stå på egne ben og kaste sig ud i et år, fuld af spænding, oplevelser og udfordringer.

Efter den obligatoriske sang og tale, blev spændingen om årets grupper blev udløst. Herefter stod den på informationer, inden de spændte elever kunne finde deres værelse og flytte deres habengut ind.

Da værelserne var blevet indtaget, blev der serveret aftensmad, inden forældrene måtte vinke farvel, og overlade deres børn i skolens varetægt.

Resten af aftenen blev brugt på hygge og lege, inden eleverne skulle i seng og tilbringe deres første nat på ME.

De næste par dage går med at lære alle rutinerne på skolen at kende, og onsdag starter den obligatoriske undervisning. Vi ser frem til et fantastisk år fyldt med gode og lærerige oplevelser, som vi sammen skal opleve.

I løbet af september/oktober starter optagelsessamtalerne for elever til skoleåret 2011-2012. Hvis du er interesseret i at gå på Mariager Efterskole i skoleåret 2011-2012 og ikke allerede er tilmeldt, kan du gøre det her på hjemmesiden.