GAF.

MAKE WAVES

GAFtyve22

GAFtyve22 afholdes fra d. 02. – 15. juli 2022 – og sikke vi glæder os! Du kan glæde dig til to uger med alt, hvad du drømmer om i sommerferien: Nye venner, masser af action, hygge, oplevelser med Gud, overraskelser, natløb, slushice, sport og meget meget andet

GAF er en teenagelejr med over 300 teenagere og frivillige ledere, der giver den gas med alt det fede i sommerferien! Vi er mere end nogensinde før klar til at kunne give den GAS på GAFtyve22! Så gå ind i menuen og læs meget mere under de forskellige punkter omkring GAF, eller tjek os ud på de sociale medier for at se, hvad der kan foregå på GAF.

(Tilmelder du dig før 1. maj kan du bestille en GAF-t-shirt for 100 kr., normalpris 150,-)

GAF Info

Hvornår

Start: Lørdag d. 2. juli 2022
Slut: Fredag d. 15. juli 2022

Hvor

GAF afholdes på
Mariager Efterskole
Gl. Hobrovej 10
9550 Mariager

Hvem

For at komme på GAF skal du have:

  • Afsluttet 8 års skolegang
  • ELLER afsluttet 7. klasse
  • Eller være fyldt 14 år
  • Du må ikke være fyldt 18 år, når GAF starter

Medbring: Sovepose, sengelinned, toiletsager, sportstøj og tøj der må blive snavset, håndklæde, badetøj, penge til slik (vi tager også mobilepay!), bibel, notesblok, kuglepen.

Vigtigt: Hvis man er på GAF og har allergier, diagnoser eller brug for andre særlige hensyn osv. SKAL dette skrives i tilmeldingen.

GAF-regler

  • Ingen gaffere på modsatte køns områder
  • Ingen opbevaring eller indtagning af alkohol eller euforiserende stoffer
  • Ingen rygning eller snus på GAFs område (evt. rygetilladelse skal medbringes fra forældre)

 

For dig som er færdig med 9. klasse

GAF+

GAF+ er for dig, der gerne vil udfordres på GAF. Du vil få den bedste ledertræning og være med i et team af jævnaldrende, hvor I får udfordringer og ansvar.

GAF+ er noget for dig, hvis du er klar på at få ansvar, nye udfordringer og har lyst til at give den gas med dit potentiale, så du udvikler dig til at gøre en forskel og få andre til at lykkes. For at blive GAF+’er skal du være gået ud af 9. klasse og være en del af en kirke.

Hvis du er klar på GAF+, sker tilmeldingen i 2 trin:

Er du klar?

Tilmelding

  • Dine forældre udfylder tilmeldingen i knappen herunder.
  • Når de tilmelder dig, betaler de 500 kr., som er første del af betalingen for GAF. Resten bliver opkrævet, når den statslige støtte er beregnet.
  • Vi sender en kvittering på mail sammen med et ansøgningsskema, som skal udfyldes og returneres til os på mail hurtigst muligt.
  • Dine forældre skal ikke selv gøre noget for at søge statslig elevstøtte – det ordner vi.
  • Du er først tilmeldt, når vi har modtaget skemaet retur. Senere vil dine forældre modtage en besked om, hvor meget de skal betale for GAF. Hvis ikke vi har modtaget ansøgningsskemaet, kan du ikke komme på GAF.

I maj/juni vil du modtage en mail med praktiske informationer. Du kan altid ringe eller maile, hvis der er noget du eller dine forældre er i tvivl om på telefonnr. +45 96 68 27 00 eller til gaf@mariager-efterskole.dk

Hvis du tilmelder dig inden den 1. maj, kan du bestille årets GAF T-shirt for 100 kr. Efter den 1. maj kan den købes for 150 kr.   

Økonomi.

GAF er et efterskolekursus, som berettiger til statslig elevstøtte afhængig af husstandsindkomsten i 2020.

Nedenstående er eksempler.

  • Ved husstandsindkomst på indtil 365.000 er prisen ca. 1.350  kr.
  • Ved husstandsindkomst på indtil 640.000 er prisen ca. 1.994 kr.
  • Ved husstandsindkomst på indtil 890.000 er prisen ca. 2.660 kr.
  • Ved husstandsindkomst på over 915.000 får man ingen statslig elevstøtte og prisen er kr. 3.990

Alt i forbindelse med GAF (undtagen lommepenge, t-shirts og kørsel til og fra hjemmet) er inkluderet i prisen.Spørgsmål ang. økonomi kan besvares på tlf. +45 96 68 27 00

Ved tilmelding efter den 19. juni betales 2000 kr. ved tilmeldingen. Efterfølgende indhenter vi oplysning om statslig elevstøtte og man vil enten få penge retur, eller blive opkrævet ekstra i forhold til sin indtægt. Får man ikke statstilskud er max. prisen 3990 kr.

Skab forandring i andre

Bliv GAFleder

GAF er en helt unik mulighed for at bruge 2 uger på at gøre en forskel for teenagere. Men det er også en mulighed for, at du kan vokse i dine lederevner og talenter.

Du vil som leder få ansvar for en gruppe teenagere, blive udfordret praktisk og åndeligt og være er en del af et fællesskab med over 80 andre ledere (+ alle de mange andre børne-, teenage- og ungdomsledere på Sommercamp). Du bliver trænet og fulgt op på før og under GAF, og du er aktivt en del af at skabe et fedt GAF. Hvis du ønsker at vide mere om hvad der sker på GAF, så læs her på hjemmesiden eller vores GAF Facebookside.

Alle ledere arbejder i teams, og du vil være sammen med andre om at afvikle bestemte områder på en unik og gennemført måde. Det kunne f.eks. være aktiviteter, hygge, bøn, multimedie eller noget andet der matcher dine egenskaber – du kan læse om de mange muligheder under fanen ”Arbejdsgrene”. Har du lyst til at give dit BEDSTE og investere i den næste generation af teenagere? Så vil vi gøre alt hvad vi kan, for at skabe det bedste miljø, hvor du kan blive udrustet, udfordret og udviklet som leder.

Forventninger

  • Du er en kristen og fan af Jesus
  • Du er en aktiv del af din lokale kirke
  • Du er aktiv i dit lokale teenage-/ungdomsarbejde
  • Du ønsker at være et forbillede før, under og efter GAF og lever derefter
  • Du er villig til at tjene og give dit allerbedste for teenagerne og fællesskabet
  • Du er villig til at blive udfordret og udfordre andre
  • Du er committed til to sjove, hårde, fantastiske, forvandlende og udviklende uger med en masse andre mennesker og med Gud.


Praktisk

Du forventes at være til stede på lejren fra start til slut, OGSÅ i lederdagene som starter to dage inden GAF. Således er det fra torsdag d. 30 juni til fredag d. 15. juli 2022. Det er gratis at være leder på GAF, dvs. du får kost og logi betalt i to uger.

Tilmeldingen lukker den 25. marts

andre Korte kurser
& events