Move.

10. klassesporet MOVE er for dig, som nyder at dyrke idræt og er parat til at blive udfordret både fysisk og personligt igennem idrætten. Du vil i dette spor få mulighed for at afprøve en lang række sportsgrene.

Sportsoplevelser samler mennesker og har blandt andet vist sig som et effektivt redskab til at bringe nyt håb og forny unges værdier. Derfor vil vi på MOVE bruge idrætten til at gøre en forskel for andre – både nationalt og internationalt.

Et af højdepunkterne på MOVE er vores rejse til Tanzania, hvor vi besøger en fodboldskole. Vi får lov til at hjælpe med træningen og arrangere diverse aktiviteter for eleverne. Samtidig skal vi udforske den afrikanske natur og kultur.

I dagligdagen består MOVE af tre lektioner en eftermiddag om ugen. Dog skal der forventes lidt tid til forberedelse udover de afsatte lektioner, fx når vi i løbet af året tilrettelægger og eksekverer det indendørs fodboldcup, vi kalder Community Cup, hvor vi fundraiser penge til vores kontaktskole i Tanzania.

Træning

Den fysiske træning vil ud over styrke- og konditionstræning bestå af en bred vifte af forskellige sportsgrene såsom mountainbike, padeltennis, svømning i bassin, deltagelse i et officielt løb og mange andre. Vi stræber ikke efter speciel dygtiggørelse i alle sportsgrene, de indgår kun som en del af den fysiske træning. Det betyder også, at man sagtens kan vælge MOVE, selvom man ikke er superatlet – det er engagementet og lysten, der tæller. Dog forventes en vis idrætsmæssig formåen ved start.

Kropsbasis

Idræt hænger naturligt sammen med en god og varieret kost og generel sund livsstil, og undervisningen i dette indgår derfor også i mindre grad i undervisningen, ligesom forebyggelse og behandling af idrætsskader gør det. Desuden får man lavet en personlig inbody-test i starten og slutningen af året, som kan give én en personlig referenceramme for hhv. mål og resultater. Med dette ønsker vi at øge elevernes kendskab til deres egen krop samt dens muligheder og begrænsninger indenfor sport.

Boldbasis

I løbet af året afprøver vi forskellige boldspil med henblik på, at eleverne selv prøver kræfter med at udvikle spil og lege. Idræt er meget mere end at være aktiv på banen, og vi vil derfor også se på, hvad det indebærer at fungere som træner og instruktør. Dette bruger vi kræfter på, sådan eleverne vil blive i stand til at stå stærkt i træner- og instruktørrollen, når der skal planlægges og afvikles idrætsarrangementer både på skolen (Community Cup) og udenfor skolen (for de unge mennesker i Tanzania). Ligeledes er det en ring i vandet til at give et kompetenceløft til potentielt engagement i lokalt idræts- og foreningsliv efter elevens ME-tid.

Konkurrence internt og mod andre årgange

Fordelt ud over hele skoleåret vil vi have en igangværende 10-kamp. Her vil vi internt konkurrere i sportsgrene, der spænder lige fra bordtennis, til spydkast, til bowling, til forhindringsbane, til riffelskydning, til duatlon, til gokart. Med andre sportsgrene der hver især stiller krav til lidt forskellige styrker så som styrke, præcision, kondi, balancere og mod. I slutningen af året vil der blive uddelt en præmie til bedste dreng og bedste pige og undervejs vil man tilmed have mulighed for at sammenligne sine resultater med tidl. elever.

Rejser både til ind- og udland betyder noget særligt for udviklingen og sammenholdet hos skolens elever. Her kan du læse om de Move rejser vi tager på i løbet af året. Prisen for Move rejserne er inkluderet i elevbetalingen.

Skitur.

Vi tager på en fire-dages skitur tll Sverige i vinterhalvåret, hvis ene hovedformål er, at du via øvelse og instruktion fra lærerne bliver bedre til disciplinen, om end du er erfaren eller nybegynder. Det andet hovedformål med denne rejse er at styrke det interne fællesskab på holdet, som det at være på tur sammen, det at ryste posten ift. de sociale og fysiske omgivelser, hyttefællesskab og de frie timer på pisterne skal være med til at bane vejen for.

Tanzania.

Vi rejser til Tanzania, hvor vi engagerer os på SPORT4A/FUTUREs kontaktflade og i deres vision om at bruge sporten som middel til at skabe social forandring og positiv livsdannelse i unge menneskers liv. Vi skal altså være med til at arrangere, introducere og afholde aktiviteter for unge og på den måde give dem et anderledes indhold i deres hverdag. Herudover skal vi selvfølgelig udforske Tanzanias rige natur- og dyreliv, eksempelvis ved at tage på safari.